Erkendelsen af egne fejl

Erkendelsen af egne fejl

Det er så svært, det med virkelig at forstå egne fejl og mangler. Men ikke kun at forstå. Sådan virkelig erkende og tage ejerskab over, at man her har en mangel, at man her opfører sig uhensigtsmæssigt. Og typisk er det ekstra svært i nære relationer.

Allerede for mange år siden talte man om, at det var været nemmere at se splinten i sin broders øje – men ikke bjælken i sit eget (Matt. 7: 4-5). Det er med andre ord genkendeligt gennem tiderne. Og meget menneskeligt.

Indenfor psykologien taler man om ”self-positivity bias”. Hvilket kan oversættes til en tilbøjelighed til at se sig selv i et positivt lys. Og vores hjerne kan slet ikke lade være. I nære relationer kommer det ofte til udtryk ved, at man lige præcis ved, hvad den anden gør galt. Og man lige præcis ved, hvad den anden skal ændre for, at alting bliver bedre. Bevares, man ved måske nok godt, at man selv ikke altid handler helt smart. Men ens hjerne vil så gerne nedtone vigtigheden af det, man selv gør galt. Så hvis vores hjerne får lov til at bestemme, så er den andens adfærd altså værre. Og vi kan slet ikke føle det anderledes.

Vores hjerne fungerer nemlig ved, at den gerne vil bekræfte det, den tror, den ved. Så den er god til at finde eksempler på, at vi selv har opført os godt og hensigtsmæssigt. Mens den også er på udkig efter alle de gange, hvor den anden part opførte sig dårligt.

Det gør det svært at være objektiv. For vores hjerne er ikke objektiv, den er på vores side. Den fortæller os hele tiden, at det, vi gør, slet ikke er så slemt. Og det gør det svært at tage ejerskab for egne fejl og ejerskab for det uhensigtsmæssige, man selv bringer ind i en relation.

Hvad kan vi så gøre? Vi kan i hvert fald starte med at prøve at reflektere over vores egen adfærd. Prøve at lade være med hurtigt at affeje det, hvis vi får kritik fra andre. Gøre os umage med at forstå, hvad det er, den anden part fortæller os. For nogle gange er der noget om snakken.